Opinion:Kampen for det frie internet

Da Facebook i sidste uge valgte at begrænse australiernes brug af platformen som nyhedskanal, skabte det med rette en hel del røre. Facebooks ageren kom som en reaktion på lang tids forhandlinger med den australske regering, der kræver at Facebook begynder at betale for at bruge mediernes indhold på deres platform.

I fredags, den 19. december, kom det så frem at den danske kulturminister, Joy Mogensen, ligeledes har tænkt sig at Danmark skal tage en tilsvarende kamp mod tech-giganterne. Og ifølge TV 2 står Danmark og Australien ikke alene, og det vurderes at op til 15 andre lande overvejer lignende lovmæssige indgreb, der altså har til formål at få Google, Facebook m.fl. til lommerne, så de traditionelle medier kan overleve.

I teorien lyder det jo helt rimeligt. Hvorfor skulle en amerikansk tech-gigant dog ikke betale for indhold, som en dansk journalist har produceret til et dansk medie? Det forholder sig bare ikke så simpelt, hvis man graver et spadestik dybere.

Mediernes overgivelse til Big Tech

Noget af det første man bør overveje, inden man fordømmer Facebook i denne sag, er at alle medier hele verden over, har brugt de sidste 10-15 år på at optimere deres indhold til at blive vist på de sociale medier og Googles søgeresultat-side. Det er sket vha. flere metoder, bl.a. søgemaskineoptimering, tekniske greb for at få en bedre forhåndsvisning på de sociale medier og “Del på..”-knapper i bunden af hver eneste artikel. Men endnu mere afgørende, så er indhold blevet skrevet, så det passer præcis på de store giganters platforme. Groft sagt er journalistikken altså blevet optimeret til Facebook og Google, frem for de mennesker, indholdet egentlig er beregnet til.

Mange vil nok mene at ovenstående er en naturlig konsekvens, og at medierne blot er gået derhen hvor brugerne befinder sig, men hvis man vender den om, så kan man også spørge hvorfor man ikke har haft nok tillid til egne evner og været dygtige nok til at få brugerne over på egne platforme?

Under alle omstændigheder står det åbenlyst tilbage at jo mere medierne har kæmpet for brugernes gunst på Facebook og Google, jo mere magt har man givet fra sig. Og annoncekroner.

Det frie internet

Men hvad har det med det frie internet at gøre? Jo, problemet i de foreslåede lovgivninger, der foreligger, er at der reelt set er tale om en beskatning af links. Altså, hvis man linker til en artikel på et medie, så skylder man det medie nogle penge — det lyder helt absurd, og det er fordi det er det. Linket er et af internettets absolutte grundsten, og det som binder hele verden sammen på kryds og tværs, og en begrænsning af mulighederne for at linke til andre sider, vil have en katastrofal effekt på internettet som vi kender det. Tag bare denne artikel som eksempel; hvis der ikke var direkte links til de omtalte artikler, ville man som læser være nødt til at besøge de mediers forside og selv finde frem til det rette indhold. Det er ikke en ønskværdig situation for nogen, ej heller medierne.

Vi har faktisk en form for præcedens i Danmark med det her, nemlig tilbage i midten af 0’erne, hvor bl.a. ejendomsmæglerkæden Home lagde sag an mod Ofir for at lave såkaldte “dybe” links til deres sager. Dvs. at Ofir linkede direkte til en sagsopstilling på Homes website, frem for at linke til forsiden af websitet. Home tabte sagen, og retten udtalte følgende: “det er ønskværdigt for internettets funktion, at man kan linke dybt til indhold”. Det var sandt dengang, og det er sandt nu.

Forstå mig ret, vi skal under ingen omstændigheder have et internet, der bliver styret af Big Tech og hvor alt indhold ligger indenfor “walled gardens”, men lige præcis i den her sag, er vi altså på vej ned af en farlig vej, der kan underminere det frie internet. Internettets skaber, Sir Tim Berners-Lee, der normalt er utrolig kritisk overfor de dominerende tech-firmaer, er også bange for udviklingen og har i en erklæring udtalt at den australske lovgivning “vil underminere det fundamentale princip i muligheden for at linke frit på internettet og er inkonsistent med hvordan internettet har fungeret over de sidste tre årtier" (kilde: The Guardian).

En alternativ vej?

Hvis den foreslåede lovgivning ikke er vejen frem, hvad er så? Ganske naivt vil jeg starte med at foreslå at medierne starter med at tage magten tilbage. Alle de tiltag, de gennem årene har gjort for at lefle for Big Tech, skal de begynde at rulle tilbage: fjern dele-funktionalitet på artiklerne, fjern de tekniske implementationer der garanterer en god forhåndsvisning, fjern muligheden for at embedde indhold på andre sites — med andre ord: fokusér på at lave god journalistik, der får brugeren til at opsøge det. Der er en grund til at udtrykket “Content is King” findes.

Og hvis jeg må tillade mig at være endnu mere naiv: indfør andre betalingsmodeller for indhold. Brugerne har i årevis skreget på mikrobetalinger pr. artikel fremfor abonnementsløsninger, men hidtil har det skrigeri været for døve øren. Der har også været snak om en “Spotify”-model for nyheder, hvor man som abonnent har adgang til alle mediers nyheder for en lavere omkostning.

Derudover skal Big Tech reguleres. Selvfølgelig skal de det. De er i lige så høj grad en trussel mod det frie internet, som en beskatning af links er, og vi skal finde en måde, hvorpå det at have sin egen platform er at foretrække fremfor at bruge deres.

Men regulering behøver ikke stå alene — vi har også alle muligheden for at foretage individuelle valg, der styrker os selv og svækker dem, hvilket vi heldigvis begynder at se eksempler på rundt omkring. Eksempelvis har Coops medlemsblad, Samvirke, besluttet sig for at tage “en pause” fra Facebook og Ekstra Bladet er holdt op med at bruge Google Analytics og fokuserer i stedet på egen platform. Der er endda opstået en form for bevægelse blandt nogle virksomheder, hvor man stolt erklærer sig som en “Facebook-free business”.

I Shift følger vi udviklingen med lige dele frygt og spænding og krydser fingre for at der kan findes en løsning, der både begrænser Big Tech og bevarer vores allesammens mulighed for at linke frit til hinanden. Gerne blåt og understreget, som Jakob Nielsen foretrækker det.