Gå til primært indhold

Shifts link-anbefalinger, vol.4

Så er det igen blevet fredag, og det er tid til friske link-anbefalinger — som sædvanlig har vi kigget i vores interne Slack-kanal for at finde de mest interessante links, vi har delt med hinanden.

Ny præsident, nyt website

Det er næppe gået manges næse forbi, at der på den anden side af atlanten blev indsat en ny præsident i den forgangne uge. Når der indsættes en ny administration er der faktisk tale om en ret gennemgribende ændring, ikke bare på topposterne, men på hele den måde organisationen bliver kørt på, og det betyder bl.a. også at Det Hvide Hus får en ny hjemmeside. Der har været lidt kritik på de sociale medier af det nye website, netop fordi det ikke overholder tilgængeligheds-standarden, men samtidig må vi også konstatere at der er kommet en tilgængelighedserklæring, hvilket vi vælger at se som et tegn på at det er en prioritet for den nye administration, og at der arbejdes på forbedringer.

Nyttesløse ikoner

Ikoner er her, der og allevegne, men ofte aner brugerne ikke hvad ikonerne reelt betyder, og det kan føre til en klassisk lille leg med musen, hvor man kører pilen henover ikonet, og håber at der dukker en lille tekst-beskrivelse op, der forklarer hvilken funktion ikonet har. Værre bliver det, når den tekst ikke dukker op, og en bruger er nødt til at tage chancen, og måske ender med at foretage en uønsket handling. I de software-programmer vi bruger dagligt, har man den luksus at vi har tiden til at tillære os et ikons funktionalitet, men på et website, som man ikke har besøgt før eller måske kun bruger et par gange om året, er utydelige ikoner deciderede bruger-fjendtlige.

Den digitale verden, gentænkt af Sir Tim Berners-Lee

Indrømmet, vi er kæmpe fans af Sir Tim Berners-Lee, som er manden der har skabt internettet, som vi kender det i dag. Internettet har dog rykket sig en hel del siden han delte det med resten af verden, og ikke nødvendigvis i en retning som han finder specielt god. I denne artikel deler han nogle af sine tanker omkring internettet og hvad vi kan gøre for at få det på et spor, hvor det ikke er 4-5 tech-giganter, der dominerer det med hver deres "walled garden" og hvor privacy er i hovedsædet.